Betingelser for leje af fællesrum

Book gennem kalenderen for leje af fællesrummet.
Fælleslokalet kan lejes alle lørdage i hver måned - bortset fra i eksamensperioderne dec./jan. og maj/jun.

Reservering kan tidligst foretages tre måneder før benyttelse. Reservation træder i kraft, når lejekontrakten er underskrevet, og et beløb for leje og depositum er betalt til de udlejningsansvarlige i Damager Kollegiets afdelingsbestyrelse. Du kan se i kalenderen hvornår rummet er reserveret.

Fællesrummet udlejes i henhold til nedenstående regler:

• Lejeren skal være beboer på Damager Kollegiet.

• Den person, der som lejer har underskrevet kontrakten, forpligter sig juridisk over for afdelingsbestyrelsen og Kollegiekontoret, at blive til genstand for sanktioner i tilfælde af tyveri, hærværk, overtrædelse af husordenen m.v. Herunder gælder specielt lejers erstatningspligt i tilfælde af mangler og skader på kollegiets ejendom og indbo.

• Lejer skal betale 500 DKK for leje af lokalet.

• Et depositum på 500 DKK opkræves, og tilbagebetales straks efter syn af lokalerne kl. 14 den følgende dag, såfremt der ikke konstateres misligholdelse, som lejeren er ansvarlig for. I modsat fald tilbageholdes depositum indtil aftale er indgået mellem afdelingsbestyrelsen og lejeren.

• Lokalet kan tidligst tages i brug kl. 14 på den reserverede dato, hvis ikke andet er aftalt.

• Lokalet skal afleveres i rengjort stand kl. 14 den følgende dag (rengøring af gulv, køkken, gang, toiletter, borde, stole. Inventaret stilles som da man modtog lokalet.)

• Udearealer skal være ryddet op kl. 14 den følgende dag (Det vil sige at glas, flasker, dåser, plakater, flag osv. skal fjernes).

• Dansegulvet skal af hensyn til støj placeres i hjørnet ved baren hen mod vinduerne. Det må under ingen omstændigheder placeres i bunden af lokalet (ved storskærmen).

• Efter kl. 02 skal der skrues ned for musikken til et niveau, hvor beboere generelt ikke bliver generet. Under festen skal vinduer og døre holdes lukkede, og festen skal foregå indendørs.

• Afdelingsbestyrelsen kan inddrage brugsretten af lokalet, hvis de givne retningslinier ikke overholdes.

• Afdelingsbestyrelsen kan give dispensation til de ovenstående regler. Ansøgningsfristen er 14 dage før afholdelsen af arrangementet.


Aftale om benyttelse af bar ved private fester

Ved afholdelsen af private fester, er det nu muligt at leje kollegiets bar med bartendere, hvis det skønnes rentabelt af baren. Det betyder, at:

• dine gæster, til lave priser, fra et velassorteret drinkskort, kan vælge blandt mange drinks og cocktails - og selvfølgelig købe fadøl, vin, sodavand etc.

• baren sørger for alle drikkevarer, herunder al indkøb og salg af disse.

• et passende antal bartendere vil være tilstede, og hjælpe med afrydning af borde i løbet af aftenen, samt rengøring af baren den følgende dag. Resten af lokalet skal du selv gøre rent.

• man ikke selv må medbringe drikkevarer af nogen art.